Indholdsfortegnelse
Igen i oktober har et stjålet eller glemt GitHub-token været nok til at bryde ind hos store virksomheder. Det oplagte svar er at forbyde den mest risikable type token, men har man sat GitHub op efter bogen, kan man ikke, og så hviler sikkerheden på, at ingen ude i organisationen slår den til igen.
Den 21. oktober meldte cloudplatformen Railway, at en angriber havde fået adgang til en del af kundernes hemmelige nøgler og adgangskoder. Hvordan angriberen kom ind, vides endnu ikke, men Railway måtte blandt andet nulstille alle de GitHub-adgange, platformen havde på kundernes vegne. Få dage forinden blev der udgivet en ondsindet version af open source-projektet LiteLLM, fordi en angriber havde fundet en GitHub-nøgle i en logfil, og Meta har bekræftet, at hackere har været inde i nogle af selskabets repositories.
Herhjemme husker de fleste Novo Nordisk, der i juni meldte om et indbrud i interne systemer. Novo har ikke sagt, hvordan angriberne kom ind, men gruppen bag angrebet påstår, at en af vejene var netop en GitHub-nøgle med adgang til flere hundrede repositories.
Én nøgle er nok#
Fælles for sagerne er, at angriberne ikke har skullet bryde noget op, fordi de har fundet en nøgle, der lå et sted, hvor den ikke burde, og som gav adgang til langt mere end nødvendigt.
Udviklere bruger den slags nøgler, såkaldte personal access tokens, til at give scripts og værktøjer adgang til koden. Den ældste type, classic tokens, er den mest risikable, fordi de kan leve for evigt og giver adgang til alt, hvad udvikleren selv har adgang til. GitHub anbefaler selv nyere og mere begrænsede alternativer, så det naturlige er at forbyde classic tokens i hele virksomheden.
Når best practice står i vejen#
Det kunne vi ikke, da vi hjalp en af vores kunder med at flytte deres udvikling fra Azure DevOps til GitHub, en rejse rigtig mange virksomheder er i gang med lige nu. Som de fleste større virksomheder ville kunden styre brugere og adgange centralt fra sin egen identitetsløsning, så en medarbejder automatisk mister adgangen, når vedkommende stopper. Det er god praksis, men den forbindelse, der holder brugerne synkroniseret, bruger netop et classic token, og det kan ikke undtages, hvis man forbyder resten.
Efter flere samtaler med GitHubs support og teknikere stod det klart, at der ikke var nogen vej udenom. GitHub kender problemet, som ifølge dem selv har ligget i deres backlog i længere tid.
Sikkerhed, der hviler på tillid#
Alternativet er at tillade classic tokens centralt og lade hver enkelt organisation i GitHub lukke for dem selv. Det flytter beslutningen fra it-sikkerheden til den, der ejer organisationen, typisk en product owner eller en ledende udvikler ude i forretningen. Indstillingen kan kun ændres manuelt i GitHub, og centralt kan man først se ændringen, når den er sket.
Vores erfaring er, at de slår det til, sjældent af ligegyldighed, men fordi det er den hurtigste måde at få noget til at virke på, når der er travlt. Zero trust handler om, at sikkerheden ikke må afhænge af, at den enkelte gør det rigtige, men her afhænger den af, at hver eneste organisationsejer lader en indstilling være, som de både har adgang til og en god grund til at ændre.
Hvad kan man gøre på GitHub?#
Indtil GitHub løser det, kan man begrænse skaden ved at give alle nøgler en udløbsdato, holde øje med, hvornår organisationer ændrer indstillingen, og flytte automatisering over på løsninger, der ikke kræver personlige nøgler. Det er også værd at vide, hvilke eksterne platforme der har adgang til jeres GitHub, for som Railway viste, bliver deres problem hurtigt også jeres.
Sådan har vi gjort i fremforge#
Da vi byggede fremforge, vores egen europæiske Git-platform, tog vi udgangspunkt i netop det problem. Personlige nøgler er slået fra som standard, så en organisation aktivt skal vælge dem til, og gør den det, får nøglerne en maksimal levetid og en påmindelse, før de udløber.
Brugersynkroniseringen fra virksomhedens identitetsløsning bruger sin egen nøgle til netop det formål og ikke en personlig nøgle på en administratorkonto, så den står ikke i vejen for at slå personlige nøgler fra, og den kan udskiftes uden nedetid. Indstillingen kan desuden styres som kode via API og Terraform, så den centrale it-funktion kan fastholde den på tværs af organisationer og opdage, hvis nogen ændrer den, og hver ændring bliver logget.
I det daglige er der heller ikke meget brug for personlige nøgler. Udviklere logger på via virksomhedens identitetsløsning med MFA, CI-jobs får kortlivede adgange, der udløber af sig selv, og nøgler, der ved en fejl ligger i koden, bliver afvist, før de når ind i historikken.
Central styring af brugere er stadig det rigtige valg, men det skal ikke koste, at den farligste nøgle bliver hængende.
Kilder#
- Railway: preliminary report (via daily.dev), GitGuardian
- LiteLLM: The Hacker News
- Meta: SecurityWeek
- Novo Nordisk: selskabsmeddelelse 11. juni 2026, GovInfoSecurity om angribernes påstande
- GitHub: SCIM REST API, PAT-policy for organisationer
- fremforge: Authentication policy, SCIM, Terraform-provider